Jeg har flere år brugt mit havehus som sommeratelier- derude er alt mindre forpligtende, skjult bag æbletræer og bambus. Maleriet er altid ved hånden. Det kan konverteres til hækkeklipning, lige en snak over hækken med naboen om sol og vind og så tilbage til penslen ved verandataget.
En ølkasse er staffeli og et campingbor fungerer som malerbord. I et skab til venstre gemmer jeg gamle og nye tuber, klud og lignende- arrangementet er altid lige ved hånden. Med tegnestifter sættes lærredet på væggen, så den er godt perforeret. På verandaen står også et større bord velegnet til akvarelmaleri. Akvarellerne gemmes i huset et halvt års tid, indtil jeg har lyst til at se, om de kan bruges. Nogle kalder huset et skur- det ligner det, men det er det ikke.
Om foråret har jeg få billeder på væggen. I løbet af sommeren kommer flere til og i efteråret hænger de helt tæt. Sommeratelieret er en slags trampolin til det, som foregår om vinteren i atelieret om vinteren.
Mit vinteratelier ligger i det fondsejede baghus i Classensgade på Østerbro. Med stor energi og sammenhold lykkedes det os kunstnere at bevare huset, selvom det umiddelbart syntes uoverskueligt. For at det kunne bevares, skulle det renoveres ( noget der koster godt 5 mio kroner). Samtidigt var vi nødt til at købe huset og danne et fond. Pengene til renovering blev doneret delvis af fondsmidler. Vi selv måtte klare at rive vægge ned, bortfjerne byggeaffald og gammelt inventar, samt male og kitte samtlige vinduer (huset har tre etager og godt 12 vinduer pr etage!).
Der er flere indrettet flere atelierer, så vi nu er 19 kunstnere og der er altid rift om ledige pladser. Så var det jo optimalt for det københavnske kunstnermiljø, at huset blev reddet.
I huset kan man både komme hinanden ved og ikke komme hinanden ved- alt efter hvordan det svinger. Hvis det virkeligt glider godt, kan jeg male et billede på en time. Eller også kan det tage måneder med overvejelser og gemmeleg med billederne, til de pludselig kommer frem i dagens lys igen og viser sig fra en uventet side, så det betragtes med fornyet optimisme. Som i alle livets forhold gælder det om at stoppe, men legen er rigtig god.